Ydelser
Hvordan jeg arbejder
Jeg tilbyder både ACT(Acceptance and Commitment Therapy), metakognitiv terapi og kropslige forankrede redskaber inspireret af min baggrund som fysioterapeut - evidensbasserede tilgange, der hjælper dig med at forstå dine tankemønstre og handle i retning af det, der er vigtigt for dig.
Hvad er ACT?
ACT (Acceptance and Commitment Therapy) er en terapiform, der hjælper dig med at leve det liv, du ønsker - også selvom livet gør ondt indimellem.
Mange oplever, svære tanker og følelser spænder ben for det, de gerne vil:
"Jeg vil gerne leve sundere, men jeg føler mig som en fiasko, når jeg falder i",
"Jeg vil gerne prioritere mig selv, men det føles egoistisk."
ACT lærer dig, at du ikke behøver vente på, at de svære tanker eller følelser forsvinder, før du kan handle.
Du kan tage vigtige skridt, selv med uro i kroppen eller en indre kritiker i baghovedet.
ACT handler om at:
Stoppe kampen med tankerne
- Se dem som "mentale lyde" - ikke som sandheder, du skal reagere på
Acceptere ubehag
- Livet indeholder også svære følelser, uden at det betyder, at du har fejlet
Blive mere til stede i nuet
- Så du ikke lever dit liv i hovedet, men mærker det, der sker omkring dig
Finde ind til dine værdier
- Det der virkelig betyder noget for dig - og handle i tråd med det
Tage små, men vigtige skridt
- Bevæge dig i retning af det liv, du ønsker - også når det er svært
Opdage det iagttagende selv
- En del af dig, der kan lægge mærke til dine tanker og følelser - uden at være fanget af dem
I terapien bruges ofte metaforer og øvelser, der hjælper dig med at mærke forskellen på, hvordan du plejer at håndtere det svære - og hvad der sker, når du prøver en ny vej.
Et eksempel fra hverdagen:
Forstil dig, at dit liv er som en bus, og du sidder bag rattet.
På bagsædet sidder nogle højrøstede passagerer - de repræsenterer dine svære tanker og følelser. De råber ting som:
"Du er ikke god nok!",
"Det går galt!",
"Du burde vende om!"
De forsøger at styre dig, selv om de ikke har hænderne på rattet.
Mange af os bruger al vores energi på at få dem til at tie stille - men det virker sjældent.
I ACT lærer du i stedet at lade dem larme uden at lade dem bestemme, hvor du kører hen.
Du lærer at holde fast i rattet og fortsætte i den retning, der betyder noget for dig - også selvom du har uro på bagsædet.
Hvad er Metakognitiv terapi?
Metakognitiv terapi er en moderne, effektiv terapiform, som har fokus på de tankeprocesser, der opretholder psykisk mistrivsel - ikke selve indholdet af dine tanker.
Hvis du kæmper med bekymringer, overtænkning, lavt selvværd eller stress, kan metakognitiv terapi hjælpe dig med at bryde den onde cirkel.
I terapien lærer du af få øje på de mønstre, der fastholder dig i mental overaktivitet - og hvordan du med simple, men virkningsfulde strategier kan slippe behovet for at analysere og kontrollere dine tanker.
Resultatet er ofte en markant reduktion i tankemylder og uro - og en oplevelse af at få friheden tilbage til at bruge din energi på det, der betyder noget for dig.
Min sundhedsfaglige baggrund
Med min baggrund som fysioterapeut og min viden om psykologi og terapi arbejder jeg helhedsorienteret og inddrager gerne kroppen aktivt i forløbet.
Det kan fx være gennem åndedrætsøvelser, bevægelse, udendørs aktivitet eller guidet opmærksomhed, når det giver mening for dig.
Det kropslige stressrespons kan ofte lindres og reguleres gennem enkle kropslige øvelser - og i den tilgang trækker jeg på min sundhedsfaglige viden.
Jeg tilbyder ikke klassisk fysioterapi, men bruger kroppens signaler som en aktiv del af arbejdet med at skabe ro, energi og retning.
måske genkender du noget af dette
Når du har svært ved at ændre vaner
Hvis du føler, du sidder fast i gamle mønstre, eller drømmer om at tage bedre vare på dig selv - både fysisk og mentalt - hjælper jeg dig med at skabe nye, meningsfulde vaner. Måske handler det om at finde motivation til at bevæge dig mere, styrke kroppen eller få et sundere forhold til din krop.
Når tankerne tager over
Stress, tankemylder og uro kan fylde meget - og gøre det svært at mærke, hvad du egentlig vil. Sammen arbejder vi med lette, effektive metoder til at slippe overtænkning og finde ro og retning i hverdagen.
Når du er et sted i livet, hvor du er groet fast
Du kan stå et sted i livet, hvor du har mistet dig selv lidt. Måske som mor, i din rolle, i din krop eller i dine valg. Her skaber vi sammen et rum til refleksion, retning og handling - så du kan finde tilbage til dig selv og det, der giver mening.
Tag stryingen i dit liv igen
Uanset hvad du står midt i - stress, tankemylder, lav energi eller et ønske om forandring - er jeg her for at hjælpe dig med at skabe positive forandringer og opnå indre balance. Jeg tilbyder dig en tryg og nærværende ramme, hvor du kan få støtte til at skabe de ændringer, der giver mening for dig.
Mit mål er at hjælpe dig til et liv med mening og hvor du kan handle i tråd med dine værdier lige meget hvilke udfordringer du står overfor.
Jeg møder dig der hvor du er - og hjælper dig med at finde vejen videre. Med små skridt, ro og retning.